Referencer2018-10-09T05:35:25+00:00

Referencer

Her kan du læse kursister og klienters udtalelser om kurser og terapiforløb. Udtalelser vedr retreat står længere nede. Forløb øverst.

Parterapi

Da vi som nystartet par, begge med skilsmisser og børn i bagagen, havde store udfordringer med at finde hinanden og sammenbringe to forældreskaber, var det en kæmpe hjælp, at være i parterapi hos Anne. Her fik vi ryddet op i gamle mønstre og fik konkrete og effektive redskaber til at overkomme og klare nogle udfordringer, som virkede uoverkommelige. Efter et kort forløb, følte vi os opmuntrede, motiverede og handlekraftige i vores forhold og i egne liv. I dag bor vi sammen og vender stadigt tilbage til nogle af de redskaber, vi fik hos Anne.

Kh. Zara og Kasper – begge 43 år.

Parterapi hos Anne var for os en virkelig berigende og samtidig tryg oplevelse.
Annes tilgang i sessionerne er meget empatisk, så vi oplevede at blive mødt der hvor vi var fra gang til gang – både som par og som individer.
Vi kan varmt anbefale Annes kærlige hjælp og skub i den rigtige retning til andre par der er åbne overfor at skabe forbedringer sammen.

Par, 38 og 50 år

Individuel terapi

Jeg henvendte mig til Anne fordi jeg havde mange negative tanker, som var alt for styrende i forhold til mit arbejds- og sociale liv. Mit terapiforløb var en blanding af både psykoterapi og kropsterapi. Anne lærte mig at mærke min krop igen – at lukke ned for tankerne og mærke styrken i kroppen istedet. Jeg har lært at omfavne hele mig og give plads til sider, som jeg ellers kan være ret træt af.
Anne er enormt dygtig og nærværende. Hun strøg mig ikke blot med hårene, men sørgede for at jeg kom helt ind til kernen af mine udfordringer – også selvom det var hårdt. Til gengæld var hun der hele tiden til at støtte, så jeg aldrig har følt mig utryg.
At ændre gamle vaner, som f.eks. negative tankemønstre, tager tid. Men hver dag benytter jeg mig af de metoder, som jeg har fået i terapiforløbet og hver dag bliver jeg lidt bedre til at håndtere det. Og når jeg ind i mellem rammer en dårlig dag, så har jeg også lært at sige til mig selv at det er ok!
Jeg kan på det aller varmeste anbefale Anne til alle, der ønsker at opnå mere ro sindet og mere nærvær i livet.

Ane, 36 år

Jeg har gået i et forløb hos Anne i nogle år efterhånden. Både i krop og psykoterapi alene og i gruppe – og jeg har også været på retreat på Mallorca.
I starten intensivt, nu mest af og til, når jeg trænger til at blive mindet om noget.
Jeg har lært og lærer, at være nysgerrig og undersøgende.
At tage tingene som de kommer.
Stole på og lytte til min krop og alt det den fortæller.
Men det er svært at beskrive, det skal mærkes – og det føles så godt!

Karin, 36 år

Da jeg ved et tilfælde, gennem en ven, hørte om Anne og kroppsykoterapi, havde jeg forinden gået hos flere psykologer, terapeuter og hypnotisører. Det var min trivsel ikke blevet større af, jeg følte ingen bedring, og var afmægtig.
Selvom beskrivelsen af kroppsykoterapi umiddelbart lød lidt skræmmende og konfronterende, var det jo lige netop det, jeg havde brug for, frem for snak og mere snak.
Efter mit første møde med Anne, kunne jeg straks mærke en positiv effekt. Jeg følte en stor lettelse i krop og sind, en større selvindsigt og forståelse af mine forsvarsmekanismer, samt hvor det uhensigtsmæssige stammede fra.
Siden da har Anne og terapien været en fast og tro følgesvend i min positive udvikling, i mod- og medgang, for der er til stadighed noget at arbejde med.
I Anne har jeg, for første gang, oplevet en tillid til, at hun med sin person og dygtighed, kan håndtere mit voldsomme indre kaos og gribe mig, hvis jeg vælter.
Jeg vil varmt anbefale Anne til enhver, der ønsker at arbejde med personlig udvikling og indsigt.

Mette, 46 år, deltager i individuel- og gruppeterapi, samt retreats og kurser hos Anne Jørgensen igennem flere perioder.

Jeg har gået i et individuelt forløb hos Anne i 1 år.
Anne giver muligheden for at udtrykke mig som jeg vil: Man kan snakke, skrige, råbe, danse og græde. Og hvis man ikke er vant til det, så lærer man det, i sit eget tempo.
Ved at gå i terapi hos Anne, lærte jeg mig selv bedre at kende – mine grænser og min personlighed. Jeg lærte at acceptere mig selv som jeg er, og at stå for mig selv, når det bliver nødvendigt. Uden det forløb vil jeg ikke være så nærværende til dagligt, som jeg er nu. Og takke været Anne, lytter jeg til hjertet, når jeg skal træffe en beslutning – det lyder pjattet, men det er faktisk et kraftfuldt værktøj, som jeg ikke kan undvære mere.
Anne er en fantastisk terapeut og ikke mindst, et fantastisk menneske.

Sarah, 29 år

Kurser

Ugen er klart at anbefale – intens og udbytterig to the max, alle sanser bliver stimuleret med kærlighed og nærvær. En tryg og professionel metode at komme igennem livets knuder som gør ondt og/eller sidder fast.

Lillian, Haslev 55 år.

Mit hoved blev mindre, min krop blev større!! Vidunderligt og lærerigt ophold.

Karin, Kbh. 30 år.

Det bedste valg jeg har taget i mit liv, kan kraftigt anbefales.

Helle Elgaard, Århus, 58 år.

Min oplevelse af Annes retreat er noget af det mest nærværende, udfordrende, afstressende, behagelig og lærerigt jeg har oplevet i meget langt tid. Jeg fløj der ned med en følelse af skepsis, men fløj hjem med en følelse af lykke. Jeg kan varmt anbefale, at tage med på sådan et kursus.

Andreas, 28 år, Kbh.

Kære Anne. Det har virkelig været en øjenåbner for mig at deltage på kurset. Jeg har lært så meget om mig selv og nok det bedste jeg har gjort for mig selv nogensinde. Tak for et fantastisk kursus.

Mona, 42 år

En lærerig uge i helt ubeskriveligt skønne omgivelser. Jeg fik fred og ro til at synke ned i min krop. Med hjælp fra Anne, blev jeg bevidst om, hvordan jeg adskiller mig fra andre. At jeg er mig og du er dig. Jeg fik lov at mærke det helt ind i mit hjerte, så det kunne sprede sig derfra, og give fornyet styrke, energi og stabilitet. Det tager jeg med mig hjem, og arbejder videre med. Tak Anne.

Mette A. 35 år

Jeg har deltatt på Annes kurs i Spanien to ganger og er svært fornøyd med kurset og etterfølgende oppfølging. Selv om jeg er norsk har språket ikke vært noen hinder. Kurset har gitt meg større selvinnsikt og gitt meg nytt fokus i livet. Anbefaler kurset på det varmeste.

Cecilie, 38 år.

Annes Mindfulness kursus kan varmt anbefales alle, som vil give sig selv ro og fordybelse i de ting der betyder allermest. Kurset give plads for de individuelle behov, og der opstår nemt en behagelig rummelighed og omsorg blandt deltagerne. Alt i alt en skøn oplevelse som alle bør unde sig selv.

Anonym, 28 år.