Sårbarhed er nøglen til hjertets åbning

Sårbarhed er menneskeligt, og alligevel noget af det vi ofte frygter mest. At stå ved sin sårbarhed kræver mod. For det indebærer at åbne sit indre, og lade både sig selv og dernæst andre få et glimt af det, vi tror vi helst vil skjule. Få her, nederst i teksten, 9 forslag til hvordan du kan øve dig i at navigere i sårbarhed. Så din sårbarhed bliver din styrke.

Hvad er sandt for dig?

Hvad nu hvis netop denne sårbare åbenhed er nøglen til ægte forbindelse til, hvad der er sandt for dig og dermed et mere fuldendt liv?
For når du vælger at stå ved din sårbarhed, smelter selvforsvaret, som er bygget for at beskytte dig mod smerte, som f.eks. skam eller afvisning. Det forsvar kan virke som en nødvendig grænse, men kan også isolere dig fra andre og ikke mindst fra dig selv. Hvis du bliver for rigid i forsøget på at beskytte dig, begrænser du ikke kun, hvad der kan såre dig. Men du begrænser også, hvad der kan heale dig. Og det er fortvivlende. Livet indsnævres og hjertet lukkes i frygt.

At træde frem og ikke tilbage

At turde tage et skridt frem, i stedet for at gemme dig, kræver en ny form for bevidsthed og tillid. Tillid til at du virkelig vil noget andet liv, selv når du viser dig fra de mest sårbare sider. Det kræver en tro på, at de mennesker, du deler den med, har plads til dig, præcis som du er. Og selvom du måske møder afvisning eller smerte, er det i dette rum, du også finder dyb kærlighed, ægte relationer og adgang til, hvad der dybest set er sandt for dig. Det er en rejse der afdækkes skridt for skridt.

Jeg ved det. Jeg taler af dyb erfaring. Både med mig selv og min rejse i mit liv. Og i øvrigt et hav af klienter, jeg har hjulpet igennem til et stærkt og åbent hjerte.
Jeg var meget beskyttet som ung, af skræk og rædsel for hva` der ku´ ske mig af frygtelige ting.
Indtil jeg indså, at min panser var en mega hindring, for det liv jeg lægtedes efter.

Så der var ingen vej udenom smerten, og vreden, men kun igennem. Det var der forløsningen fandt sted. Og jeg fik hjælp. Masser af hjælp. For jeg kommer fra en ret traumatiseret familie.

Sårbarhed er alt andet end svaghed

Sårbarhed handler om autenticitet. Når du vover at vise, hvad du virkelig føler, giver du også andre modet til at gøre det samme. For denne åbenhed inspirerer og smelter de forsvar, som du og andre måske har opbygget. Du kan nu virkelig mærke en anden kontakt i åbenheden. Mærke den anden – og en forbindelse der går dybere end ord og handlinger. En forbindelse, der kommer fra hjertet.

Så spørg dig selv: Er du parat til at lade din sårbarhed smelte dig? Til at sænke forsvaret og tage et skridt frem, selvom det føles skræmmende? At stå ved din sårbarhed er ikke en garanti for, at du aldrig bliver såret, men det er en garanti for, at du kan leve med et åbent hjerte. Og et åbent hjerte er ikke kun en gave til dig selv – det er en gave til verden.

Hvis du er parat, så er herunder nogle tip. Og når du øver dig, så husk, at det handler om at være ægte dig, og ikke om at være fejlfri. Der går ged i den nogle gange, men det er ikke det, der er det vigtigste. Det er din intention med vedholdende at øve.
At øve sig i at stå ved din sårbarhed, er ikke en perfekt proces. Der kan være øjeblikke, hvor du føler dig kejtet, eller hvor responsen ikke er som forventet. Se de øjeblikke som en del af læringen. Jo mere du praktiserer, desto mere naturligt vil det selvfølgelig føles. Efterhånden vil også frygten forsvinde. Det sårbare healer.

Sådan kan du øve dig


1. Acceptér sårbarhed som en del af livet

Det første skridt er at anerkende, at sårbarhed er universelt. Ingen er immune over for det. Når vi ser det som en naturlig del af livet, snarere end noget vi skal eller kan undgå, bliver det lettere at finde modet til at stå ved det. Spørg dig selv: Hvis jeg ser på min sårbarhed som en styrke, frem for en svaghed, hvordan ændrer det mit syn på mig selv?
Jeg spørg, for det er jo noget “nogen” har vedtaget engang, at det at vise sårbarhed er en svaghed. Men det er jo ikke en sandhed.

2. Start med små skridt

At udtrykke sårbarhed behøver ikke at være et stort spring fra dag ét. Det kan begynde med at dele noget mindre personligt, med en person du har tillid til. Når du oplever, at dine sårbare øjeblikke bliver mødt med forståelse og respekt, vil du langsomt opbygge tillid til processen.

3. Pas på den indre kritiker

Mange mennesker kæmper med en indre kritiker, der siger, at sårbarhed er lig med svaghed. Identificér den stemme og øv dig i at udfordre den: Hvad ville jeg sige til en ven, der føler sig sårbar? Ofte er vi langt mere kærlige over for andre end over for os selv, hvad den slags angår.

4. Øv dig i kropslig opmærksomhed

Sårbarhed mærkes ofte som en fysisk reaktion – en knude i maven, en stramning i brystet eller en svaghed i stemmen. Ved at træne kropslig opmærksomhed, kan du lære at genkende og acceptere disse reaktioner uden at lade dem styre dig. Øvelser som dyb vejrtrækning eller meditation kan hjælpe dig med at forblive rolig, når sårbarheden opstår. 
Har du ikke mine fine lydfiler til det brug, så gå ind på dette link, hv0r du kan downloade dem for kr. 0,- : Det er en en gave til dig.

5. Reflektér over tidligere oplevelser

Tænk på et tidspunkt, hvor du turde være sårbar, og hvordan det blev modtaget. Ofte vil du opdage, at det førte til en dybere forbindelse eller en følelse af lettelse. Hvis oplevelsen var negativ, så overvej hvad der kunne have gjort situationen bedre, og hvordan du kan forberede dig anderledes i fremtiden.

6. Søg støtte

At have nogen at dele sine tanker og følelser med kan gøre en verden til forskel. Det kan være en nær ven, en partner, en terapeut eller en støttegruppe. Når du oplever, at andre tager imod din sårbarhed med åbenhed, styrkes dit mod til at gøre det igen.

7. Udforsk kreativitet som en kanal

Kreative aktiviteter, som f.eks. skrivning, maleri eller musik, kan være en måde at udtrykke sårbarhed på uden nødvendigvis at skulle tale direkte om det. Det kan hjælpe dig med at bearbejde følelser og bygge bro til en større åbenhed.

8. Husk, at frygt er et 2 sidet sværd

Mod betyder oftest, at du også føler frygt, men at du handler på trods af den. Når du står over for en situation, der er sårbar og kræver dit mod, kan det hjælpe at minde dig selv om, at frygten er midlertidig –  og uundgåelig. Det vil passere.
Men fordelene ved at udtrykke dig ærligt, kan til gengæld være langvarige. For det sætter sig i dig på en helt anden måde. Det arbejder for dig, da det støtter dig i din udfoldelse af dig selv.
Frygt er et 2 sidet svær – på den ene side er der fryden, ved det der kan forandres, med det mod du har ved det næste skridt.
Og på den anden side er der frygten for, hvad der evt. kan ske. (For du ved jo rent faktisk ikke endnu, hvad der kommer til at ske)
Med den bevidsthed, at der er de to poler, er du godt klædt på. Træk vejret ind i frygten, vær sammen med den. Giv tid. Trøst den med at du er der sammen med den, og nu tager I skridtet sammen ud i det, du har samlet mod til. Det giver god jordforbindelse, for du fornægter ikke den del af dig, der rent faktisk også fylder. Du skal ikke være mere modig, end du er. Det er helt ok også at være bange. Sådan tager du dig kærligt af den.

9. Fokuser på hjertet frem for egoet

Ofte handler vores frygt for sårbarhed om egoet – frygten for at blive dømt, afvist eller set som svag. Men når vi fokuserer på hjertet, handler det om den dybere forbindelsen til os selv – og andre. Stil dig selv spørgsmålet: Hvad er vigtigst – at beskytte mit ego eller at skabe en sand forbindelse?

Go` rejse 😊
Hjertelig hilsen, Anne

Flere blogindlæg

Fanget af gamle mønstre?

Du kan bedst hjælpe dig selv, og andre, når du lever autentisk. Læs, hvordan “Fra mindfulness til heartfulness” kan hjælpe dig til at slippe kvælende rutiner og unødige hensyn.

Læs mere

Strengthen your intuition in a simple way through the body

Receive audio files as a gift and sign up for the newsletter at the same time.

bevidstheds træning i din hverdag

Modtag 2 enkle lydfiler, som gave, og tilmeld dig samtidig nyhedsbrev med inspiration.