Vrede har den kvalitet, at den skiller ad. Den skiller skidt fra kanel, og når vi ikke har fået sorteret i gammel vrede, sluppet den, så ligger den og danner tågebanker. Vores udsyn forstyrres, så vi ser mindre klart. Vores briller bliver duggede. Og vi handler derefter. Og mange har en eller anden gammel sag liggende begravet i sig fra fortiden, som stædigt holdes stangen. Næ nej, jeg er ikke vred.
Nå ikke. Det føles ellers sådan herfra, ku´ jeg ofte fristes til at svare. Hva´ pokker gør vi med vrede, hvis vi gerne vil vokse som mennesker og se mere klart?
Ja, allerførst må vi erkende at vrede findes, og det på ingen måde er negativt. Det er lige så go´ en følelse som alle andre. Intet galt med vreden i sig selv.
Som desværre virkelig mange mennesker syntes.
Vrede kan udvikle sig negativt, men det er noget helt andet. Den kan udtrykkes destruktivt. Og det ser vi på flere niveauer, fra overfusning til f.eks. voldelige handlinger.
Hvis vi lærer allerede tidligt i livet at vrede er noget bras, og det skal undertrykkes, så har vi jo ikke lært at navigere i vrede. At håndtere den på en afbalanceret måde. Vi har slet ikke lært den kraft at kende, der går igennem kroppen, når intens vrede rejser sig. For hvis den er undertrykt inden da, hvordan skal vi så få en naturlig kontakt?
Og den kraftfulde vrede, kan være og er skræmmende for mange mennesker. Og det er virkelig forståeligt, for hvis vi møder et menneske der fyrer den af, uden en balanceret kontakt til sig selv, så kan det være mega voldsomt. Og det alt afhængigt af hvilken kontakt modtageren har med sin egen vrede. For jo mere du selv kender til den kraft i dig, jo mindre skræmmende er den at møde udenfor dig. Ubehageligt — ja selvfølgelig. Men det er noget andet.
Jeg har selv haft u erkendt vrede i mig, som jeg først opdagede i slut 20´erne.
Der havde været flere ekstremt begrænsende og voldelige situationer i mit barndomshjem, og den måde jeg havde lært at gebærde mig på for at beskytte mig, tog jeg med ind i voksenlivet.
Trinvis opdagede jeg hvordan jeg beskyttede min sårbarhed. I starten vidste jeg ikke hvad det gik ud på, men jeg bemærkede det. At noget i mig var dybt såret, og jeg gjorde hvad jeg kunne for at beskytte den side.
Og efterhånden, ved at forfølge den opmærksomhed og kontakt til mig selv i forskellige situationer, kom jeg længere ind til kernen. Ind til sorgen og vreden. Og senere kom så raseriet, da jeg endnu dybere mærkede effekten af ydmygelserne og svigtene.
Det blev endnu mere klart hvilke spor det havde sat i mit liv, og også stadig gjorde dengang. Og derfor hvor jeg skulle ta´ fat, hvis jeg ville være fri af de gamle bindinger.
Jeg fik hjælp til denne process. Bare så du ikke tror det er piece of cake. Det er det ikke. Selvfølgelig afhængig af hvor dyb såretheden er.
Til gengæld er det skønt at få hjælp. At en anden har overblikket og kan være guide.
Jeg peger på det, fordi jeg har mødt så mange mennesker i mit liv, der lever i uvidenhed om, hvor stort et fængsel de lever i, så længe de gamle følelser ikke er sluppet. Det gør mig ondt.
Det gør mig inderligt ondt. Både fordi jeg ved hvordan det føles, og jeg ved hvilke befriende konsekvenser det har, at slippe sig selv fri. Og alle de kræfter der slippes fri, kan vi så gøre brug af til noget meget mere konstruktivt.
Jeg ønsker så inderligt for os mennesker, at vi kan være frie sammen. At vi f.eks. kan være vrede, når vi nu bliver det, og dernæst slippe det igen. For det er ikke en farlig følelse. Og derfra får glæde og kreativitet så meget mere plads. For det bliver jo også klemt, når det andet klemmes. Vi er forbundne kar.
Og jeg ved godt, der er masser at lære med at være ærlig først og fremmest. At konfrontere, at være i dialog, at samarbejde og ikke overrule — men så er det jo med at komme i gang. Vi har helt ærligt ingen tid at spilde. Vi har i den grad brug for en verden, hvor vi er sammen om, at gøre det der skal gøres. I stedet for at gemme os i gammel sårethed som projiceres ud på andre.
